Dagens mest dygtige medium bombefly var den tomotorede vickers wellington, som første gang fløj i 1936 og kom i raf-tjeneste med no.99 Squadron ved mildenhall i oktober 1938. Produktionsflyet lignede ikke meget med prototypeflyet og sammenlignet med moderne fly. Mellemstore bombefly, der allerede var i drift, syntes wellington at være meget mere avanceret i design og et fly frygtet af enhver potentiel fjende. Dens slanke monoplandesign og tunge defensive bevæbning placerede den nye wellington som en af de avancerede og dygtige mellemstore bombefly i verden. Det måske vigtigste træk ved wellingtons design var vedtagelsen af en geodætisk byggemetode, som blev udviklet af den berømte britiske ingeniør og opfinder barnes wallis. Duralumin w-bjælker blev brugt til at danne en metalgitterkonstruktion, hvorpå der skulle skrues trælægter, som derefter ville gøre det muligt at fastgøre flyets ydre beklædning. Den resulterende skrog var relativt let i vægt, men havde stor styrke, og mens konstruktionsmetoden var udfordret for virksomheder, der var involveret i fremstilling af wellington-bombefly, viste den iboende styrke sig afgørende, når flyet blev kastet i kamp. I stand til at modstå betydelige kampskader, lykkedes det talrige raf wellingtons at bringe deres besætninger hjem igen, da de andre bombefly ville have undladt at gøre det.
Dagens mest dygtige medium bombefly var den tomotorede vickers wellington, som første gang fløj i 1936 og kom i raf-tjeneste med no.99 Squadron ved mildenhall
